Bella Italia

Vores tur starter i San Remo, der er kendt som opløbsby til World Tour cykelløbet Milano-San Remo og som i 2015 var start-by for Giro d´Italia !!!

Vi flyver til Nice og kører en time i bus til San Remo, hvor nogle af Middelhavets skønne badestrande findes. Efter en overnatning og måske en dukkert i Middelhavet, kører vi ind og op i terrænet, hvorfra vi får en fabelagtig udsigt. Her ligger der nogle gode stigninger og vi kommer op i nærheden af 1000 meters højde på vores vej til næste hotel i byen Alassio, der også ligger ved Middelhavet.

Bjergene er ikke så høje som i Pyrenæerne eller Alperne, men de kan være ret stejle (op til 10-12% visse steder). Jeg tør godt love jer nogle fantastiske udsigter og naturoplevelser undervejs på turen – fra hav til vinland - hvor vi ganske sikkert møder andre cykelryttere undervejs.

På andendagen kører vi igen ind i landet og op over bjergkæden, der ligger langs med hele Liguria-kysten. Denne dag skal alle hold køre samme rute på ca. 120 km (med omkring 1800 hm), så det vil være en fordel, at vægten og træningstilstanden er i orden på denne etape! Efter frokost er ruten knapt så udfordrende, så der får vi rigtig mulighed for at nyde naturen og de smukke omgivelser med både vinmarker og små landsbyer.

Vi bor 5 nætter i selve byen Barolo. Her er selvsagt vinmarker så langt øjet rækker. "Fred og ro" må være den rette betegnelse for beliggenheden !!

De næste 4 dage bruger vi på at “cruise rundt” – og bare nyde det bakkede, grønne terræn. Dags-turene vil være på mellem 80-120 km - igennem det berømte Piemonte vindistrikt og mange af byerne hedder noget vi kender fra vinreolerne i supermarkedet i Danmark og også fra cykelløbet Giro d´Italia. Jeg nævner blot Barbera d’Asti, Barbaresco og Barbera d’Alba.

Hele turen er ca. 650 km. for 1. holdet mens man på 2. og 3. holdet kan skyde ”genvej” flere dage, så man alt efter dagsformen kan afkorte ruten. Hver dags-etape ligger på ca. 75-115 km

Fakta
Rejse Bella Italia
Lufthavn Kastrup
Pris kr. 10800,-
Uge 23
Sværhedsgrad
Distance 650 km
Højdemeter 10000 meter
Tilmelding Tilmeld dig
Ekstra Fakta

Afrejse lørdag den 2. juni fra Kastrup kl. 08.45

Hjemrejse lørdag den 9. juni fra Milano kl. 11.20

Hotellerne:

Vi starter med en overnatning på gode hoteller i San Remo og Alassio. Herefter kører vi til Piemonte hvor vi har 5 overnatninger på et smukt beliggende hotel i selv byen Barollo. Hotellet har pool og en skøn udsigt.

Cyklen:

Cyklen bliver kørt til Italien i vores kassebil, hvor den står  pakket forsvarligt med pap og tæpper. Du skal aflevere den "hel", dog uden pedaler. Disse skal du lægge i din kuffert. Din cykel skal afleveres ca. 3-4 dage før afrejsen. Mere om alle de praktiske detaljer i info-brevet, som de tilmeldte gæster vil modtage ca. 6-8 uger før afrejsen.

Hvorfor Bella Italia:

Dette er en ekstrem smuk tur;  først langs med Middelhavs-kysten og derefter op til Piemonte. Her kører vi bogstavelig talt mellem vinrækkerne og terrænet er bakket hele dagen.

Denne tur er en god begynder-tur, men til de rutinerede: ta´ endelig ikke fejl - du skal nok blive træt !!!

INKLUDERET I PRISEN
  • Direkte fly t/r
  • Bus-transfer lufthavn-hotel t/r
  • Cykeltransport t/r
  • 7 overnatninger på gode hoteller
  • Bagagetransport mellem hotellerne
  • Halvpension (morgen- og aftensmad)
  • Følgebil på ruten
  • Guider
  • Lille nylon-pose til skiftetøj
  • Rutekort til Garmin
EKSTRA INFO

På denne tur vil der naturligvis være ruter til de hurtige ryttere, men turen egner sig også godt til dig, der måske ikke er så rutineret. Når vi  kommer til Piemonte, vil du én af dagene kunne tage en "hviledag" (læs: trilletur) så du kan holde hele ugen...

TRÆNING

Jeg anbefaler, at du kører ca. 2.500 km (fra 1. januar) for at du har overskud og kan nyde turen mest muligt.